Enhedslistens projektpartner tilbageholdt af politiet i Swaziland for besiddelse af brochurer

Af Peter Kenworthy, konsulent på Enhedslistens DIPD-projekt med PUDEMO, Swaziland

Wonder Mkhonza, organisationssekretær i People's United Democratic Movement (PUDEMO), blev tilbageholdt af politiet fredag den 12. april, angiveligt for at være i besiddelse af 5000 PUDEMO-brochurer. Wonder Mkhonza skulle, sammen med PUDEMO's internationale sekretær, have deltaget i Enhedslistens årsmøde som en del af Enhedslistens nyopstartede projekt med PUDEMO, der er støttet af Institut for Flerpartisamarbejde (DIPD).

"Det er uacceptabelt, at det enevældige kongedømme Swaziland tilbageholder politisk aktive, fordi de er i besiddelse af brochurer for et politisk parti. Der er alt for mange eksempler på, at kongedømmet bryder menneskerettighederne i deres jagt på alle, der er uenige med dem. Det er vigtigt at alle intensiverer deres kritik af kongedømmet i Swaziland, så der kan komme demokratiske forhold i landet og så menneskerettighederne overholdes", udtaler Christian Juhl, udenrigspolitisk ordfører for Enhedslisten, i forbindelse med at Wonder Mkhonzas tilbageholdelse.

Skriv under på Free Wonder-kampagnen her

"Vi frygter for Wonder Mkhonzas helbred, og har derfor kontaktet den danske ambassade", slutter Christian Juhl. 

Den 12. april var 40-året for at Kong Sobhuza II – den nuværende enevældige Kong Mswati III's far – gjorde alle politiske partier forbudt, indførte en undtagelsestilstand i landet der stadigvæk gælder, samt begyndte at regere per dekret. PUDEMO og resten af demokratibevægelsen markerer hvert år denne dag med forskellige fredelige aktioner – aktioner som altid bliver slået brutalt ned af politiet.

Wonder Mkhonza blev dog tilbageholdt i den lille grænseby til Sydafrika, Lavumisa, som ligger langt væk fra de store byer hvor disse aktioner fandt sted. Ifølge PUDEMO blev han overført til Nhlangano i det sydlige Swaziland, og han formodes at blive stillet for retten i denne uge.

Myndighederne har endnu ikke fortalt PUDEMO hvad han er anklaget for, men ifølge Swazilands meget vage terrorlovgivning kan enhver handling der har den mindste tilknytning til PUDEMO straffes. Selv blot det at være i besiddelse af en bunke brochurer.

I 2010 blev PUDEMO-medlemmet Sipho Jele således anholdt for at bære en t-shirt med et PUDEMO-logo. Han blev fundet død i sin celle dagen efter. Året efter blev en mand anholdt for at kopiere en artikel fra en sydafrikansk avis, der bragte en historie om Swazilands konge som var blevet censureret/forbigået i tavshed af landets egne medier.

Der er desværre god grund til at frygte at Wonder Mkhonza kan blive, eller allerede er blevet, tortureret af politiet. Swaziland har godt nok underskrevet FN's Torturkonvention i 2004. Alligevel har der været mange rapporter om tortur og tæv uddelt af Swazilands politi, sikkerhedsstyrker, og fængselsbetjente.

Blandt andet blev studenterleder Maxwell Dlamini tortureret under demokratibevægelsens markering af 12. april i 2011. Han er desuden blevet offer for en anden af Swazilands regimes metoder, nemlig at trække retssagen i langdrag, kræve en kaution der er uhørt høj, samt kræve at han møder op på politistationen i en anden by 4 gange om ugen.

Amnesty International rapporterede i netop 2011, at "voldsomme tæv og tortur ved kvælning" var "almindelige former for mishandling" for tilbageholdte Swazier. Bare for at understrege denne pointe, udtalte Swazilands premierminister senere samme år, at Sipatakane – en torturteknik hvor offeret gentagende gange tæves med en spids genstand – kunne bruges imod dem der protesterede imod regimet.

For yderligere informationer om hvordan du kan være med til at presse Swaziland til at frigive Wonder Mkhonza, om Swaziland, PUDEMO, eller projektet generelt, samt for at deltage i Enhedslisten Swaziland-gruppes arbejde kontakt:

Peter Kenworthy, konsulent på projektet: pechken[a]gmail.com

Thomas Eisler, ansvarlig for projektet og kontaktperson for Enhedslistens Swaziland-gruppe: thomas[a]eisler.dk

Du kan også møde op til udstilling eller foredrag til Afrika Kontakts Swaziland kampagne læs mere her

Eller læse mere på PUDEMO's Facebook-side