Danmark bør anerkende Palæstina som selvstændig stat

Af Christian Juhl, udenrigsordfører i Enhedslisten (Kronik, bragt i Politiken, 7.juni 2013)

Der har længe været dødvande i fredsforhandlingerne mellem Israel og Palæstina. Kvartetten, som består af EU, USA, Rusland og FN har ikke formået at fremme processen.
Derfor finder vi i Enhedslisten tiden inde til at Danmark fremme processen med de midler, vi har til rådighed.
Palæstinas anerkendelse har tidligere været drøftet i Folketinget før Villy Søvndal blev udenrigsminister.
Jeg ser jeg med stor glæde, at alle regeringspartierne har udtalt sig til fordel for en anerkendelse, ikke mindst Villy Søvndal har i flere af debatter ivrigt har talt for en anerkendelse af Palæstina.
Men er nu blevet forbeholden.

Danmark har dog givet Palæstina visse diplomatiske forbedringer på linie med andre selvstændige stater.
Danmark stemte også for Palæstinas opgradering i FNs generalforsamling.

Men hvad skal der til for, at der er tale om en stat der kan anerkendes ? Folkeretten angiver 4 kriterier:

1. kriterium: at der findes en befolkning.
Dette kriterium er alment anerkendt af stort set alle.

2. kriterium: at der findes en befolkning på et klart afgrænset territorium.
Det er velkendt, at grænserne for det palæstinensiske territorium ikke ligger fast. Folkeretsligt er det dog ikke et krav, at et territoriums grænser til andre stater skal være entydigt og endeligt fastlagte. Der findes en række eksempler på, at en ny stat er anerkendt af andre stater, også af Danmark, på trods af, at der eksisterede betydelig usikkerhed om grænsedragningen.
Det gælder anerkendelse af Israel. Det gælder også anerkendelsen af Sydsudan, i 2011, trods fortsat usikkerhed om dele af denne stats grænse til Sudan.
Officielle tilkendegivelser peger på, at Palæstinas territorium vil ligge inden for "1967-grænserne" med de modifikationer som måtte blive forhandlet med Israel. Ud fra dette er kriteriet om et afgrænset territorium er opfyldt.

3. kriterium: at der findes en befolkning, på et klart afgrænset territorium under ledelse af en regering, der effektivt udøver sin myndighed.
Spørgsmålet er, om Selvstyret har den fornødne kontrol over området. Denne problemstilling er aktuel både i forhold til spørgsmålet om Hamas' kontrol med Gaza som i forholdet til den israelske besættelse af Vestbredden.
PLO er anerkendt som den legitime repræsentant for de palæstinensiske folk.
Både FN, Verdensbanken og IMF vurderer at Selvstyret har de nødvendige redskaber til at forvalte en fungerende stat.
FN-delingsplanen fra 1947 forudser oprettelsen af to stater, en jødisk og en palæstinensisk, på det britiske mandatområde vest for Jordan-floden. Staten Israel eksisterer og er medlem af FN. Den anden stat, Palæstina har endnu ikke opnået denne status.

4 kriterium: at enheden nyder en sådan uafhængighed af andre stater, at den kan varetage sine egne eksterne relationer.
Palæstina er i dag er anerkendt af over 132 lande, som de har diplomatiske relationer med. Tallet er et bevis på, at store dele af verdenssamfundet mener, at Palæstina har ekstern handleevne og kan indgå i relationer med andre stater. Hertil kommer, at Palæstina har opnået medlemskab af en række internationale organisationer.
Alt i alt er de folkeretlige kriterier for statsdannelse til stede for en dansk anerkendelse af en selvstændig palæstinensisk stat.

En afvisning af en anerkendelse af Palæstina har ingen fordele. Det er Enhedslistens opfattelse, at en anerkendelse vil øge palæstinensernes autoritet i forhandlingerne om fred – og dermed vil øge mulighederne for en fredelig løsning på den mangeårige konflikt.
Men det løser ikke alene problemet.
Vi ser gerne, at en dansk anerkendelse følges op af en aktiv indsats for at andre, f.eks. i EU, følger vores anerkendelse af Palæstina – og at Danmark i FN bakker op om Palæstinas ansøgning om at blive fuldgyldigt medlemsland.
Desuden skal der pres på for at alle parter tager kravet om forhandlinger alvorligt – forhandlinger, der bør løse problemerne om muren, de ulovlige israelske bosættelser, om Jerusalem og om flygtningene. At vente på de øvrige EU-lande vil kun være med til at trække processen i unødige langdrag.
Indsatsen må ske parallel: de enkelte lande må tilslutte sig anerkendelse og arbejde for løsninger – samtidig med at problemet diskuteres fælles i EU, FN og andre steder. Et godt skridt kunne være, at EU koncentrerede sig om at lave en privelligeret samhandels aftale med Palæstina, lig den, som EU har indgået med Israel.
Desuden bør Danmarks frivillige mærkningsordning af varer fra de ulovlige bosættelser på Vestbredden gøres obligatorisk og udbredes til hele Europa.
Kvartetten er kørt fast. Noget nyt og mere må ske. Danmark har en autoritet overfor både Israel og Palæstina.
Andre lande – bl.a. Norge, har spillet en vigtig rolle i processen – måske er tiden inde til at Danmark lægger sig i selen og udvikler diplomati – gerne sammen med de øvrige nordiske lande.

Lad os ryste mindreværdskomplekserne af os – vi kan som nation meget mere, end vi gør i øjeblikket.
Vi bør starte med fuld anerkendelse af Palæstina som stat.

Tekstilindustrien pynter på deres image
Christian Juhl
Fredag lavede udviklingsminister Christian Friis Bach og handelsminister Pia Olsen Dyhr en aftale med en række tekstilvirksomheder om at holde mere styr på forholdene i de virksomheder i bl.a. Asien, der syr deres tøj. Den aktuelle baggrund er den alvorlige ulykke i Bangladesh, hvor mange syersker døde, da en fabrik faldt sammen over hovedet på dem
Det er ikke første gang, at en skrækhistorie i medierne om arbejdsforholdene i et 3. verdensland får danske virksomheder til at reagere. De, der tjener på at få lavet deres varer under meget barske vilkår, frygter naturligvis den slags medieomtale af hensyn til deres omsætning
Hver gang lover virksomhederne bod og bedring og er klar til både at lave aftaler og respektere de ansattes forhold. Således også denne gang. Men når kameraerne og pressens interesser er væk, er alt ved det gamle. Den aktuelle aftale anerkender godt nok tekstilarbejdernes fagforening og lover at samarbejde med 3F i Danmark, men aftalen er ikke bindende og sikre ikke fuld åbenhed om, hvor og hvordan en skjorte eller et par bukser er produceret
Den danske regering skal sikre et troværdigt mærkningssystem, så alle forbrugere kan gennemskue forholdene. Og så skal den danske udviklingsbistand indrettes sådan, at der ikke ydes erhvervsbistand, uden at der samtidig ydes udviklingshjælp til at arbejderne i udviklingslandene kan sikres stærke og uafhængige fagforeninger 

Emneord: