Vælgerne i Swaziland boykotter valg

Af Peter Kenworthy, Enhedslisten

Kun meget få Swazier valgte at stemme til det nyligt afholde valg i det lille enevældige kongedømme, Swaziland, den 20. september. Befolkningen i Swaziland har tilsyneladende valgt af følge opfordringerne fra Enhedslistens partner, PUDEMO, om at boykotte valget. 

Der er ingen officielle tal for valgdeltagelsen endnu, men det anslås at kun omkring en tredjedel af befolkningen stemte, selvom høvdingene i landsbyerne truer med blandt andet at smide folk ud af deres hjem, hvis de ikke stemmer.

En anden årsag til den lave valgdeltagelse er formodentligt den stigende fattigdom og økonomiske kaos i landet (to tredjedele af befolkningen lever for under en dollar om dagen), kongens og elitens overdrevne privatforbrug, betalt af offentlige midler, og befolkningens manglende tro på at landets parlament har nogen reel magt til at ændre dette.

Valget blev kritiseret af valgobservatører fra den Afrikanske Union og Commonwealth, blandt andet fordi de kongetro høvdinge har for stor magt i valgprocessen, og fordi politiske partier ikke må stille op. Den amerikanske research-NGO, Freedom House, giver Swaziland scoren "6" for landets (manglende) politiske frihed – ligesom Afghanistan – og konkluderer, at Swaziland ikke er et reelt demokrati.

Og med rette. Landets enevældige konge, Mswati III, vælger selv regeringen, det meste af senatet, og cirka en femtedel af parlamentet selv, og han skal personligt godkende resten. Politiske partier er forbudt, og medlemmer og sympatisører af disse bliver chikaneret og forfulgt af politiet. Og Mswati kan nedlægge veto imod alle love han ikke bryder sig om.

Kun to af Swazilands ministre, og 12 af de 55 parlamentsmedlemmer, blev genvalgt. "Dette er ikke overraskende", siger PUDEMOs præsident Mario Masuku, som besøgte Enhedslisten og Danmark i juni. "Den seneste regering har ikke kunne opfylde befolkningens forventninger, ligesom alle de foregående regeringer. Dem der stemmer til valgene i Swaziland mener at regeringen har fejlet, men det er hele systemet den er gal med. Ministrene følger bare ordrer fra kongen".

Mario Masuku opfordrer derfor Danmark og EU til at lægge pres på Swaziland, så landet kan få et systemskifte og et egentligt demokratisk system. "Swazilands regering må eksempelvis presses til at respektere Cotonou-aftalen [en traktat om handel, politisk, økonomisk, og social udvikling mellem EU og AVS-lande (afrikanske, vestindiske, og stillehavslande) som Swaziland, der kræver god regeringsførelse og overholdelse af menneskerettighederne]", siger Mario Masuku.

"Overtrædelser af denne aftale må mødes med krav om en ændring af denne, især i forhold til sukker og bøf-kvoter. EU har ikke tidligere håndhævet denne aftale, ikke mindst i forhold til Swazilands manglende respekt for menneskerettighederne". 

Emneord: