COLOMBIA – Mellem guerrillaer og paramilitære

Af Christian Juhl

Fredsforhandlingerne mellem den colombianske regering og FARC fylder meget i samtalerne i hovedstaden Bogota. Jeg var sammen med Folketingets Udenrigspolitiske udvalg taget til landet for at se, hvor langt de var kommet efter en 50 år lang borgerkrig. Den gamle præsident

Uribe mente kun der var én løsning på problemet, nemlig krig mod guerillaen. Tusinder er døde i kampene og hundredetusinde småbønder er fordrevne fra deres jord. Venstrefløjsfolk, fagforeninger og journalister er slået ihjel eller forsvundne undervejs.

Først da Santos blev valgt som præsident for 4 år siden, erkendte regeringen at der var tale om en borgerkrig, og at problemerne kun kunne løses via forhandling. Der er ingen våbenhvile. Hæren og guerillaen slås stadig i bjergene, mens der forhandles om en 6-punkts-plan i Havanna. Alene i år er der 30 dræbte.

Ved siden af FARC er der guerillaen, der kalder sig ELN. De ønsker også forhandlinger om fred, men disse forhandlinger er ikke påbegyndt endnu.

Både valgsystemet og repressionen fra regeringen og de paramilitære gruppers side gør, at venstrefløjen ikke er til stede i særlig stor omfang. Man kan blive dræbt af at blande sig i politik, og der er omfattende valgsvindel. Den del af højrefløjen, som ikke ønsker forhandling fik ved valget mere end 45 %, så regeringen hviler ikke på noget stærkt mandat.

De 3 punkter, der lige nu er på forhandlingsbordet i Havanna, er at de fordrevne bønder skal have jorden tilbage, landbrugsområderne skal udvikles og der skal sikres en større mulighed for politisk deltagelse fra almindelige bønder og arbejdere. Desuden forhandles forslag til løsninger på den store narkohandel som udgår fra Colombia. Foran forhandlingerne ligger store og svære spørgsmål: hvordan skal guerillaen reintegreres?, skal der være et retsopgør?, hvordan skal ofrene for 50 års krig anerkendes og kompenseres?

Det er 4. gang indenfor 30 år, at en fredsløsning er forsøgt. Chancerne for at alle 6 områder opfyldes i en fredsaftale er uhyre små, men der er mere end 60% chance for, at der kommer en fredsaftale med 2-3 elementer af de 6 punkter, vurderer Leon Valencia fra tænketanken Fred og Forsoning.

For 3 år siden oprettede fagforeninger, bondeorganisationer og folk fra venstrefløjen den folkelige fredsorganisation Marcha Patriotica. Lederen er den karismatiske tidligere liberale senator Piedad Cordoba. Hun havde for tætte kontakter til guerillaen i sit politiske arbejde og blev derfor for 4 år siden fradømt retten til at stille op til valg i 12 år.

Jeg besøgte Bogota i 2012 sammen med en gruppe faglige danskere. Her deltog vi i Marcha Patrioticas første store manifestation, hvor de holdt en 12 timer lang demonstration i hovedstaden med mere end 80.000 deltagere. Der er ingen tvivl om, at organisationen vil komme til at spille en vigtig rolle i udviklingen af demokrati og social retfærdighed i Colombia. De er de eneste der taler de fattigste og de jordløses sag.

Selvom Colombia er et meget højreorienteret land, bryder kravet om social retfærdighed frem flere steder. I Bogota hedder borgmesteren Gustavo Petro. Han kommer fra partiet Progresistas, og var tidligere medlem af venstrefløjspartiet Polo. Han har igangsat sociale programmer i byen, udviklet kollektiv trafik og har indliciteret byens renovation. I den gamle gangster- og narkoby Medellin i den nordvestlige del af landet hedder borgmesteren Sergio Fajardo, en centrum-venstre kandidat. Vel er området blevet rigt af narkohandel, men uligheden har været utrolig stor og kriminaliteten høj. De senere år er der forsøgt ryddet op, og der er gjort meget for at udvikle de fattigste kvarterer op ad bjergskråningerne, den kollektive trafik er udviklet og der er igangsat seriøse programmer for at sikre arbejde til de alt for mange arbejdsløse.

Danmark har i kølvandet på den handelsaftale, der blev indgået mellem EU og Colombia og Peru i 2013, oprettet en ambassade i Colombia. Det bliver interessant at se, om det først og fremmest bliver et handelskontor for dansk erhvervsliv, eller om det bliver et sted, hvor græsrødder, fredsfolk og menneskerettighedsaktivister kan hente hjælp i deres indsats for at udvikle demokratiet i et af Sydamerikas barskeste lande.

Emneord: