Valget i Sverige: Store udfordringer efter valget

Af Søren Søndergaard

Da Sveriges TV præcis kl. 20.00 søndag aften offentliggjorde resultaterne af sin exitpoll fra dagens Riksdags-valg brød jublen ud blandt deltagerne i Venstrepartiets valgaften på Hotel Scandic i det centrale Stockholm.

Selvom alle selvfølgelig havde håbet på mere, så stod partiet trods alt til 6,6% - en fremgang på et procentpoint i forhold til sidste valg i 2010. Den konservative statsminister Fredrik Reinfeldt stod til et gigantisk vælgersmæk og med Feministisk Initiativ på lige præcis 4% (som er spærregrænsen i Sverige) var et flertal af Socialdemokraterne, Miljøpartiet, Feministisk Initiativ og Venstrepartiet inden for rækkevidde.

Dermed kunne aftenen godt være sluttet dér. Men det gjorde den ikke. Og i de næste timer, hvor de rigtige resultater kom ind, gik det kun i den forkerte retning.

Det endelige resultat blev – for nu at sige det mildt – temmelig mudret. Feministisk Parti endte på 3,1% og kom altså ikke i nærheden af at passere spærregrænsen. Til gengæld blev FI's fremgang på 2,7% (fra 0,4 i 2010 til de 3,1 i 2014) med kirurgisk præcision taget fra henholdsvis Miljøpartiet (som gik tilbage fra 7,3% til 6,8) og fra Venstrepartiet (som måtte nøjes med en meget beskeden fremgang på 0,1% fra 5,6% til 5,7%).

Hellere ikke socialdemokraterne havde noget at prale af, men måtte nøjes med en fremgang på 0,6% til 31,3%. Faktisk det næstdårligste valresultatet for de svenske sosser siden 2. verdenskrig – kun overgået af katastrofevalget for 4 år siden (se hele valgresultatet her)

Når valget alligevel fører til en ny statsminister, så skyldes det alene at den borgerlige "Alliancen" gik voldsomt tilbage og dermed blev mindre end socialdemokraterne, Miljøpartiet og Venstrepartiet tilsammen. Det skyldes især tilbagegangen for de konservative (Moderaterne), som tabte 6,9% fra 30,1% i 2010 til 23,2% i søndags. Det tog partiets formand, statsminister Fredrik Reinfeldt, også resolut konsekvensen af, da han på selve valgaftenen meddelte, at han ikke alene indgiver regeringens afskedsbegæring, men også træder tilbage som formand for Moderaterne.

Men når nu centrum-højre gik så meget tilbage og centrum-venstre ikke gik frem, hvor forsvandt stemmerne så egentlig hen? Svaret hedder Sverige-Demokraterne, som mere end fordoblede sit stemmetal fra 5,7% i 2010 til nu 12,9%.

Hvor Moderaterne var valget store taber, så var Sverige-Demokraterne den store vinder. Og faktisk fik dette fremmedfjendske højrenationalistiske parti også hovedparten af sin fremgang fra netop Moderaterne. Måske en kontant afregning for at Reinfeldt i valgkampen slutfase var gået ud med en opfordring til svenskerne om at "åben deres hjerter" for flygtningene. Det lyder jo smukt, men var ledsaget med en opgørelse over hvor meget de mange flygtninge, som Sverige tager imod, egentlig koster. En regning, som Reinfeldt venligt men bestemt vil sende videre til den almindelige svensker samtidig med at han over de sidste 8 år har forgyldt de rige med store skattelettelser.

En undersøgelse over hvor Sverige-Demokraternes vælgere kom fra viste i øvrigt, at 41% var gengangere fra sidste valg, 29% kom fra Moderaterne, 16% kom fra socialdemokraterne, men de sidste 14% kom fra alle de øvrige partier med nogle få procent fra hver. F.eks. havde kun 2% af Sverige-Demokraternes vælgere ved dette valg stemt på Venstrepartiet ved valget i 2010.

Hvad angår alle de øvrige partier var kun tale om mindre udsving og statsministerskiftet bliver kun aktuelt fordi Alliancen ikke vil medregne Sverige-demokraternes stemmer. Dermed blev Alliancen med sine samlet 39,3% af stemmerne mindre end "de rød-grønnes" 43,8% og derfor påhviler opgaven med at danne en regeringen nu i første omgang den socialdemokratiske leder, Stefan Löfven.

Denne tidligere fagforeningsboss for de svenske metalarbejdere står over for en vanskelig opgave, hvis ikke umulig. Reelt skal han jo forsøge at lave en regering, som skal spænde over Miljøpartiet og Venstrepartiet samt et eller flere partier i den borgerlige blok. Og det i en situation, hvor Sverige-Demokraterne allerede har lagt op til at gøre sit til at stikke en kæp i hjulet på projektet, bl.a. ved at meddele, at partiet vil stemme for Alliances forslag til finanslov for 2014, hvorved Löfven vil komme i mindretal. Sker dette kan et nyvalg hurtigt komme på tale – også selvom det i Sverige er meget usædvanlig med valg i "utide".

Ikke underligt at Löfven på valgaften næsten tryglede andre partier om samarbejde med en bemærkning om, at nu måtte partitaktikken lægges til side: "Sverige er for lille til konflikter", som han sagde.

For Venstrepartiet udløste valgresultatet to store spørgsmål: Dels spørgsmålet om deltagelse i en socialdemokratiske ledet regering og dels spørgsmålet om forholdet til Sverige-Demokraterne.

Det første spørgsmål besvarede Stefan Löfven for dem allerede dagen efter valget, da han mandag eftermiddag klart og tydeligt meddelte, at Venstrepartiet ikke er velkomne i hans regering, men at han vil forsøge at danne en regering på grundlag af Miljøpartiet og nogle af de borgerlige partier.

Denne afvisning blev øjeblikkeligt mødt med stærk fortørnelse fra Venstrepartiets ledelse, som erklærede sig "besvikne" (se interviewet på svensk TV med Venstrepartiets leder, Jonas Sjöstedt, her).

Men reelt kan det vise sig at være en fordel for Venstrepartiet ikke at skulle tage direkte ansvar for en regering, hvor de ikke bare skulle indgå store kompromisser med socialdemokraterne og Miljøpartiet for at komme med i regeringen, men derefter også indgå yderligere kompromisser med et eller flere borgerlige partier for overhovedet at få flertal i Riksdagen. Det ville næppe gå godt i spænd med partiets centrale velfærdsslogan "Ikke til salg", men ville i stedet let kunne udvikle sig til en SF med dobbelt skrue!

Det andet spørgsmål handler om Sverige-Demokraterne. For selv om nogle sikkert kan lune sig ved at partiet "kun" fik knap 13% af stemmerne og at "vi er 87 procent" (som det svenske "Aftonbladet" skrev dagen efter valget), så er det ikke oplagt at Sverige-Demokraternes fremgang stopper der. Tværtimod er partiet tydeligvis blevet et udtryk for den utilfredshed, som på mange forskellige planer og spørgsmål eksisterer i Sverige.

F.eks. er det jo tankevækkende, at partiets fremgang kom på trods af, at det i løbet af valgkampen igen og igen var blevet afsløret hvordan centrale medlemmer havde tætte forbindelser til racisme og nazisme. Og på trods af, at det i valgkampens slutfase kom frem, at partiet formand, Jimmie Åkesson, har spillet en halv million kroner væk på nettet og på selve valgdagen erkendte, at han nok havde brug for hjælp til at komme ud af sit spillemisbrug.

Da Venstrepartiets resultat ikke længere kunne udløse de store bifald blandt de omkring 400 deltagere på Venstrepartiets valgfest i Stockholm, så blev Sverige-Demokraternes fremgang i stedet mødt med langvarige og taktfast slagord om "Ingen racister i vores gader". Og det er jo så sandt, som det er sagt. Det store spørgsmål står imidlertid tilbage om hvordan det sikres, at Sverige-Demokraterne ikke fortsætter fremgangen, men at det tværtimod bliver Venstrepartiet, som kommer til at stå som den fremgangsrige eksponent for utilfredsheden i det svenske klassesamfund!

Samtidig med Rigsdagsvalget blev der også afholdt valg til landsting og kommuner. Her fik Venstrepartiet mange steder også en vis fremgang, bl.a. i de store byer Stockholm, Gøteborg og især Malmø.

Søren Søndergaard deltog i Venstrepartiets valgarrangement i Stockholm som repræsentant for Enhedslisten.

Emneord: