Solidaritet med kurderne i Syrien

I starten af oktober besøgte Salih Muslim, leder af det syrisk-kurdiske socialistparti PYD, Enhedslisten for at fortælle om situationen i de kurdiske selvstyreområder. Hvor de lige nu kæmper en hård kamp mod IS i byen Kobanê. I samme forbindelse indsamlede Enhedslistens afdelinger og regioner 53.500 kroner i solidaritetsstøtte til kurderne.

Eva Flyvholm, politisk medarbejder

- Jeg har ikke sovet i nat. Jeg tænker på, hvad der mon sker med vores folk i Kobanê.
Sådan siger en af vores gode kurdiske kammerater til mig, mens vi står og laver te i køkkenet hos Enhedslisten på Christiansborg. Sammen med de kurdiske organisationer i Danmark har Enhedslisten besøg af Salih Muslim, som er øverste leder af de kurdiske områder i Syrien. Han kommer samme dag, som Danmark sender bombefly til Irak. Han er her for at rette verdens øjne mod, at den største humanitære katastrofe lige nu sker i de kurdiske områder i Syrien, hvor Islamisk Stat (IS) rykker frem mod byen Kobanê i det nordvestlige Syrien.
Vores gæster snakker hele tiden i telefon, og smerten er tydelig i deres blik. Salih Muslim forklarer, at IS nu rykker hurtigt frem i Syrien, fordi de har erobret tunge tanks fra den irakiske hær.
- Rigtig mange mennesker bliver dræbt og bortført. Det er en humanitær katastrofe, og vi har ikke fuldt overblik over hvor mange, der er dræbt i landsbyerne, forklarer Salih Muslim.
Hans egen søn er blevet dræbt i kampen mod IS.

Tyrkiet blokerer for hjælp
Omkring Kobanê har Folkets Forsvarsenheder (YPG) holdt stand mod IS længe, men de mangler desperat antitank-våben. Og der kommer ingen hjælp udefra, hverken våben eller humanitær støtte.
IS har omringet byen fra tre sider. Den sidste side grænser op til Tyrkiet, som hverken lader våben eller humanitær støtte komme ind til de kurdiske områder. Tyrkiet har længe modarbejdet, at der skal være kurdiske selvstyreområder og holder derfor grænsen lukket. Af samme årsag griber Danmark og andre lande ikke griber ind, da Tyrkiet er med i NATO-alliancen.
- Det kan ikke være rigtigt, at forholdet til Tyrkiet vejer tungere end tusinder af menneskers liv i de kurdiske områder i Syrien, siger Nikolaj Villumsen, Forsvarsordfører for Enhedslisten.

Han har stillet forslag i Folketinget om støtte til de kurdiske områder i Syrien og kaldt udenrigsministeren i hastesamråd om Kobane.

At de kurdiske selvstyreområder angribes af IS, og at der ikke kommer hjælp, er der dybt politiske årsager til, mener Salih Muslim.
– Vi har skabt et demokratisk system, med inklusion af alle befolkningsgrupper og kvinder, som kan blive en model for hele Mellemøsten. Derfor er der mange der ikke kan lide det, forklarer han.

Solidaritet med kurderne
I ugen op til Salih Muslims besøg har Enhedslistens afdelinger og regioner i al hast indsamlet 53.500 kroner, som Nikolaj Villumsen overrakte ved et velbesøgt pressemøde. De kurdiske organisationer havde indsamlet over 100.000 kroner, og der kom efterfølgende yderligere donationer fra Enhedslistens afdelinger.
Det er de lokale politiske råd i området, der vurderer, hvordan solidaritetsbidraget skal bruges. Akut er der brug for hjælp til civilbefolkningen og støtte til forsvaret af Kobanê. Salih Muslim takkede Enhedslisten for støtten.
- Det betyder utrolig meget at mærke solidariteten. At folk kender til vores situation og støtter vores kamp. Det er en bro mellem mennesker på tværs af lande.

 

Situationen kort fortalt
· IS, ISIS eller ISIL (Islamisk Stat i Levanten og Irak) er en ekstremistisk jihadistisk hær, der vil lave kalifat i Irak og Syrien.

· IS rykker frem i de kurdiske selvstyreområder både i Irak og Syrien.

· De kurdiske selvstyreområder i Syrien ledes af en samlingsregering.

· Salih Muslim er leder af samlingsregeringen og det kurdiske socialistiske parti PYD.

 

Det har Enhedslisten gjort i kampen mod IS
· Stemt for, at Danmark transporterer våben til de kurdiske områder i Irak.

· Stemt imod, at Danmark bomber med F-16 fly i Irak sammen med USA.

· Stillet forslag om, at Danmark skal sende våben til de kurdiske områder i Syrien.

· Samlet 53.500 kroner til hjælp og kampen mod IS i de kurdiske områder i Syrien.

· Indkaldt udenrigsministeren i hastesamråd om Kobanê.

 

 

Emneord: