Asya Abdullah besøgte Danmark

I dagene op til påske besøgte Asya Abdullah Danmark på invitation af Enhedslisten. Asya er co-præsident for det kurdisk-syriske socialistparti, PYD, og stod i spidsen for forsvaret af Kobane mod angrebet fra Islamisk Stat (se mere om Asya nedenfor). 

Under hendes besøg mødtes hun bl.a. med folketingets udenrigsudvalg og med repræsentanter fra Udenrigsministeriet. Hun blev interviewet til bl.a. TV2, Information og Politiken. Derudover talte hun også til møder i Enhedslistens Kurdistan-solidaritetsgruppe, på socialistisk påskeseminar og til et større offentligt møde arrangeret af Kurdisk Forum.

I centrum for hendes besøg stod spørgsmålet om genopbygningen af Kobane, herunder især kravet om at Tyrkiet opgiver blokaden og åbner grænsen for nødhjælp, genopbygningsmateriale og handel.

 

Kort om Asya Abdullah:

Asya Abdullah blev født for 44 år siden (1971) i den nordsyriske by Hasaka tæt på grænsen til Tyrkiet.

I 2003 var hun med til at grundlægge det kurdisk-syriske parti PYD (Det Demokratiske Enhedsparti) og blev på den 5. partikongres i juni 2012 valgt som co-præsident for partiet sammen med Salih Muslim.

PYD har været det dominerende politiske parti i de kurdiske områder af Syrien siden oprøret mod Syriens præsident, Bashar al-Assad i 2012. De kurdiske områder udgøres af de tre kantoner (Cizre,

Kobane og Afrin), som samlet går under navnet Rojava.

Siden Islamisk Stat i juli 2014 angreb og omringede Kobane, har Asya Abdullah befundet sig i Kobane og været den politiske leder af forsvaret. Hendes modige optræden under kampene - selv på et tidspunkt i oktober, hvor Islamisk Stat havde erobret 80% af byen - har givet hende en heltestatus blandt mange kurdere.

Efter det er lykkedes de kurdiske selvforsvarsstyrker (YPG/YPJ), hjulpet af kurdiske peshmerga-styrker fra Nordirak og amerikanske luftbombardementer, at trænge Islamisk Stat ud af Kobane og de omkringliggende landsbyer, har Asya Abdullah aflagt enkelte besøg i udlandet. 

Den 8. februar 2015 besøgte hun den franske præsident Hollande i Elyseepalæet på hans invitation og aflagde i den forbindelse også et solidaritetsbesøg på det satiriske ugeblad Charlie-Hebdo.

Over hele verden står Asya Abdullah i dag som et symbol på Kobanes modstand mod Islamisk Stat og ikke mindst den rolle, som mange kurdiske kvinder har spillet i denne kamp for frigørelse og mangfoldighed.

Emneord: